Ved indvielsen d. 21. april 1939 modtages Kong Christian X og Dronning Alexandrine af fiskeridirektør C. Trolle Thomsen, professor Martin Knudsen og ingeniør Knud Højgård. Delvis skjult bag kongen ses Mogens Højgård.
Historie
Danmarks Akvarium blev grundlagt af civilingeniør Knud Højgaard og åbnede for offentligheden i 1939 under overværelse af kongefamilien den 21. april samme år. Grundstenen blev dog lagt allerede den 4. november 1937 ved overværelse af statsminister Th. Stauning.
Fire måneder efter Akvariets åbning brød anden verdenskrig ud, og syv måneder senere blev Danmark besat. Det betød lukkede grænser og dermed også store problemer med at skaffe eksotiske dyr til Akvariet. Gennem en imponerende indsats lykkedes det dog at holde akvarierne i gang selvom danske fisk og hjemmeopdrættede fisk i løbet af årene bredte sig i bassinerne.
Efter krigen var Akvariet meget nedslidt og Knud Højgaard startede en gennemgribende renovering.
I 1951 opførte Knud Højgaards fond Fysiologisk Laboratorium. I perioden 1954-55 blev Akvariets sidefløj forlænget med 10 meter, for at give plads til en længe savnet akklimatiseringsafdeling. På dette tidspunkt blev der også indrettet souvenirkiosk og garderobe i forhallen.
I 1974 blev biologisk museum og de fem store landskabsakvarier åbnet. Året efter i 1975 kom Akvariet med i den nyoprettede institution Skoletjenesten.
År 1990 fandt Akvariets sidste store udvidelse sted, hvor forhallen blev udvidet med cafe, undervisningslokale, nyt indgangsparti og nye toiletter.
Arkitektur og stilart
Ved sin åbning blev DA beundret for sin enkle, hensigtsmæssige indretning, der gjorde pasning og vedligeholdelse let, samt for sin moderne teknik og sine fremragende dekorationer, måske de bedste i noget akvarium.
Bygningen blev tegnet af arkitekt C.O. Gjerløv-Knudsen i stilen ”ren, hvid funktionalisme”. Den dengang meget omdiskuterede bygning er nu anerkendt som en smuk og bevaringsværdig bygning, der harmonerer både med skoven og Charlottenlund Slot. Det er en af de få danske institutionsbygninger i ren funkis.


